Er Google + en storm i et glas vand?

Ingen kommentarer23. november 2011 under Allgemein

Er Google + en storm i et glas vand?
5(100%) 3 votes

For et par uger siden åbnede Google+ endelig muligheden for, at virksomheder kan oprette egen side. “Det var også på tide” tænker mange virksomheder, der har ventet på dette øjeblik siden Google+ lancerede det sociale medie i sommer. Der findes allerede nogle how-to guides på nettet til, hvordan din virksomhed kommer bedst og nemmest på Google + (Du kan f.eks. læse vores “10 trin til at oprette din virksomhedsprofil på Google+” her). Der er ingen tvivl om, at din virksomhed bør have en eksistensberettigelse på mediet – det skaber nemlig flere organiske søgninger og kan dirigere folk hen til dit website.

Men inden du kommer for godt igang med lægge energi og at kaste al din kærlighed på Google+, er der måske et par overvejelser, du bør foretage omkring mediet og nogle indlysende spørgsmål, du bør stille:

Hvad er Google+ i det hele taget for noget?

Man kan nemt føle sig tabt bag en vogn, når det gælder sociale medier. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Google +, kan jeg fortælle, at det er et socialt medie, som har gjort det muligt for individuelle mennesker at dele historier, deltage i diskussioner, uploade billeder og deltage i konferencer. Du kan tilføje profiler i cirkler, som du selv navngiver, hvilket gør det nemt at segmentere, når du vil poste ting. Google+ er et fremragende værktøj når man skal netværke og holde styr på, hvad folk indenfor især marketings- og kommunikationsbranchen tænker. Det er knap så personligt som Facebook, knap så real-time og dialog-baseret som på Twitter, men til gengæld kan du dele, hvad du har på hjerte, i væsentligt større mængde end både Twitter og Facebook.

Virksomheder, og dertil mange marketingfolk, blev frustreret, fordi at Google oprindeligt ikke åbnede op for muligheden for at virksomheder kunne have profiler på +. De sidste fem måneder har derfor været en venten på, hvad der ville komme til at ske når Google åbnede mediet for virksomheder, hvornår det kom til at ske.

Er Google+ i virkeligheden en storm i et glas vand?

Det er problematisk, at der skulle gå fem måneder fra lanceringen af det sociale medie, til at virksomheder kunne få lov til at blive lukket ind. Endnu mere problematisk er, at der ikke rigtig er sket så meget efter, folk blev lukket ind med den traditionelle “VIP adgang først – herefter masserne”, som Google er så glad for, og som er en tilgang, der blandt andet blev brugt til lanceringen af Gmail og Google Wave. Her fik et begrænset antal en invitation til at prøve den nye funktion af, mens størstedelen måtte vente en god rum tid, indtil Google valgte at åbne funktionen op for alle. Da virksomheder prøvede at tilslutte sig Google + i juni, blev profilerne efter kort tid lukket ned af Google. Selve tankegangen om VIP adgang er afprøvet før med andre sociale medier, såsom Diaspora tidligere på året. Det virker bare ikke rigtig med sociale medier. Når der kun er få mennesker, der bliver lukket ind på et socialt medie, er problemet jo netop, at det ikke er specielt socialt. Der er et begrænset antal oprettede profiler, det er elitært, der er for få mennesker at lege med, og det bliver for kedeligt i længden. Og når der ikke er nogle mennesker at feste med, rykker man som regel over til det sted, hvor der allerede er godt gang i den. Det sted hedder stadig Facebook.

Som et nyt lanceret socialt medie skal man ikke hype sig for meget og sige, at man takler mastodonten, Facebook. Ikke med mindre at man har en klar vision og strategi for, hvordan man griber det an. Så nytter det ikke noget, at man leverer et halvfærdigt produkt, som folk ikke lige helt ved hvad de skal med. Fem måneder senere er der stadig mange der ikke ved, hvordan man bruger Google+, og hvad man egentlig skal bruge mediet til. Og virksomheder står overfor udfordringen: Efter endeligt at blive lukket ind – er der så et reelt marked, eller er folk smuttet igen?

Hvor meget tid vil du investere i Google+?

Google + er ikke det nye Facebook, ligesom Twitter heller ikke er. Men du skal se på mediet som noget individuelt – og ikke sammenligne de to. Google+ er med sine 40 millioner brugere, det hurtigst tilsluttede medie, profil-mæssigt, overhovedet. Det er en tredjedel af Linked Ins tilsluttede profiler. Hvis man tænker på Googles typiske marketing – med først at have en VIP adgang, og herefter adgang for alle – og ikke nok med det – men tilmed at integrere Google+  i alle andre Google produkter – ja så er der jo ikke noget at sige til, at der er mange brugere. Hvis du gerne vil have, at din virksomhed er til stede på mediet, skal du nok forberede dig på at kæle for virksomhedsprofilen. Dog er det klart, at hvis folk blot har checket Google plus ud og er på vej væk igen – bør du nok have følehornene fremme. Lad ikke siden være død – men hav det i baghovedet at sociale medier ER flygtige. Og husk: Hvis du skal være til stede på et socialt medier, skal du også være engageret og bruge mediet, som det er meningen at bruge det.

Hvad kan Google+ gøre for din virksomhed?

Efter en lille opsang, vil jeg her fortælle dig hvad Google+ KAN og VIL gøre for online markedsføring, for der er nogle helt klare fordele at hente her:

Med en virksomhedsprofil har brugere mulighed for at interagere med det indhold, du lægger ud om dit produkt. For eksempel kan de +1 (hvilket i Facebooksprog svarer til “at synes godt om” eller at “like”) virksomhedens indhold, kommentere, uploade billeder og at tagge virksomhedens navn i dem. Via funktionen “Hangouts” kan virksomheder komme i dialog med kunder og personprofiler via video conferencer. Det lyder meget af det samme som Facebook, men selve interfacet er lækkert, nemt og lige til at gå til.

 

Ti hurtige om Google+ virksomhedssiden:

Her til sidst får du ti hurtige med på vejen om Google + virksomhedssider, der forhåbentligt kan give dig et overblik:

  • Virksomhedssider kan ikke tilføje personprofiler til deres cirkler, med mindre virksomhedssiden først er tilføjet af brugeren.
  • Virksomhedssider kan skabes af forskellige enheder, men en personprofil kun kan skabes af et menneske med et navn
  • Standard privatindstillinger for virksomhedssider er offentligt for alle.
  • Virksomhedssider holder automatisk op med at følge en personprofil, hvis personprofilen holder op at følge virksomhedssiden.
  • Virksomhedssider har +1 knappen.
  • Virksomhedssider kan ikke +1 andre virksomhedssider eller andet indhold på nettet.
  • Virksomhedssider kan ikke modtage notifikationer via e-mail, sms eller i Google baren.
  • Virksomhedssider har ikke den mulighed, at dele til “udvidede cirkler” eller “extended circles”.
  • Lokale Virksomhedssider har specielle funktioner, der gør det nemt for personprofiler at finde den fysiske lokation
  • Virksomhedssider kan ikke nævne en personprofil, med mindre personprofilen har tilføjet Virksomhedssiden.

Om forfatteren

Martine Gjede

Social Marketing Manager

Martine er Atcores Social Marketing Manager og blogger om alt indenfor sociale medier, bl.a. nyheder, værktøjer og brugen af sociale medier, og hvordan det kan gavne din forretning.
Se profil ›

Er Google + en storm i et glas vand?
5(100%) 3 votes

Der er lukket for kommentarer.

Følg Atcore


Recommend on Google

Mød Atcore

Atcore er specialiseret i at optimere digitale forretninger. Vi hjælper dig med at få mest muligt trafik til din forretning, sikrer at flere besøgende foretager værdiskabende handlinger, og skaber loyale kunder. Vi er et senior Team med de rette ambitioner og erfaringer, til at skabe en succes sammen med dig!

Mød dit Atcore Team