10 ting 10 dage i bjergene har lært mig om kommunikation

Peru

Ingen kommentarer4. marts 2013 under Inbound Marketing, Kommunikation

10 ting 10 dage i bjergene har lært mig om kommunikation
4.76(95.29%) 17 votes


Når man rejser i et fremmed land, kan kommunikationen blive hæmmet af mange ting; sprogbarrierer, accenter, dialekter, kulturforskelle, ordstilling osv. I øjeblikket befinder jeg mig i mit 31. land, og jeg har endnu tre foran mig, inden turen igen går tilbage til lille Danmark.

Når jeg skriver ”lille Danmark” mener jeg ikke kun størrelsen i hektar. Vores sprog er også utrolig småt, hvilket sandsynligvis er grunden til, at de fleste af os også har tillært os engelsk. Derudover kan vi gøre os forståelige overfor vores nordiske naboer, hvilket udvider vores sprog en smule – men ikke meget, taget i betragtning at det er de færreste af danskerne, der kan føre en fuldt forståelig samtale med en nordmand eller en svensker. Mig selv inklusiv. Jeg rejser med en norsk pige. Hun taler norsk og jeg dansk, men somme tider er det bare lettere at slå over i engelsk.

Hvad har det så med online kommunikation og dine webtekster at gøre? Bortset fra min veninde nordfra, rejser jeg i en adventure-gruppe med flere folk fra Norge og desuden nogle fra Skotland, Irland og Canada. De taler således alle sammen engelsk, men med hver deres dialekt. Derudover befinder vi os i et spansktalende land, så der er også en vis accent (og et helt nyt sprog) at forholde sig til der.

Alt i alt er der altså ret mange sprog at forholde sig til. Derfor kan det være svært at holde hoved og hale i det hele, og når vi taler lystigt henover bordet, eller vores lokale guides forsøger at give os en vigtig besked, kan jeg genkende meget af min opførsel, når jeg læser tekster på nettet.

Sig det vigtigste først

Jeg har en tendens til at miste koncentrationen, jo længere tid vores nuværende guide taler. Han taler meget hurtigt med en tyk, peruviansk accent. Han er skøn og vidunderlig, men jeg tager alligevel mig selv i at tænke på alt muligt andet efter et stykke tid. Det er smadder ærgerligt, for ofte kommer der nogle vigtige pointer hen imod slutningen, og så bliver jeg nødt til at bede ham om at gentage – eller også får jeg aldrig beskeden. Få derfor det vigtigste med i begyndelsen af dine tekster.

Gentag gerne de vigtigste pointer

Gør det hjertens gerne let for mig som læser. At jeg forstår dit budskab er som regel i din bedste interesse. Det kan være, at jeg ikke lige fangede din pointe i første omgang. Det kan også være, at det var det afsnit jeg lige fik skippet. Vær derfor ikke bange for at lave en opsummering ovenpå en lang tekst. Eventuelt i punktform.

Lav underoverskrifter

Et alternativ eller supplement er at lave underoverskrifter. Hvis Effi (vores guide) ville sige: ”Nu vil jeg fortælle om maden”, ”Nu skal I spidse ører, hvis I vil høre noget om transporten” eller ”Hvis I vil vide, hvor I kan købe coca-blade, er det nu” ville jeg lettere kunne overskue, hvornår jeg kunne tillade mig at lade tankerne drive.

Hold det simpelt

Der er mange ting, der går tabt i oversættelsen fra guidens indre spanske til det tilnærmelsesværdige engelske, han får sagt, til det jeg hører, og helt over i dansk inde i mit hovedet. Det sker naturligvis på et splitsekund, men denne tid kunne let være brugt mere konstruktivt – som eksempelvis at tage stilling til det han siger. Det samme gælder din kommunikation. Er det budskab en anelse komplekst? Eller måske endda meget? Ved at gøre dine tekster helt simple og lette at forstå, kan læseren bruge tiden på at forestille sig, hvordan det er at bruge dit produkt, i stedet for at skulle tyde teksten.

Fortæl historier

En god måde at holde fokus på et flakkende sind, er ved at fortælle historier. Fortæl, hvad andre har fået ud af dit produkt eller service. Fortæl, hvilke situationer læseren får størst glæde ud af at vælge dig eller din virksomhed. Ved at fortælle om, hvordan en tidligere rejsende nær mistede livet pga. en-eller-anden kaktus, kan jeg forsikre om, at jeg aldrig sætter tænderne i sådan en.

Call-to-Action

Er der noget jeg skal tage stilling til i dit budskab? Er der noget jeg skal gøre eller følge op på? Så gør mig opmærksom på det! Det kan være en række ting:

  • Husk vandflaske
  • Bestil sovepose og liggeunderlag
  • Find de sko, der passer dig
  • Få mere at vide om klimaet
  • Køb rejseforsikring

Det kan altså både være, at du linker til mere information eller til en købsproces i dit call-to-action. Det er dog sjældent, at du ikke ønsker at læseren skal foretage sig noget – selvom det kan være svært altid at gennemskue.

Fælleskaber kan opstå på et splitsekund

De fleste her rejser alene eller med en enkelt ven eller to. Det betyder at vi er en sammensat gruppe på knap 10 af meget forskellige mennesker med muligvis kun én ting til fælles: Vi ønsker at få nogle smukke naturoplevelser i Perus bjerge. Derudover har vi stort set intet til fælles. Hverken alder, branche, interesser, kultur, sprog, baggrund osv.

Til gengæld opfører vi os som en lille familie. Vi passer på hinanden, vi deler alt vi har (piller, mad, tøj, historier) og vi har det godt sammen. Alt sammen fordi vi har et fælles mål: 4600 meters højde. Det er koldt og hårdt og anstrengende. Vi har alle brug for hinandens støtte og omsorg.

Opsæt derfor nogle mål, du og dine modtagere kan have til fælles. Skab et fælleskab. Her er det vigtigt at have et formål med din virksomhed. Dit ”hvorfor” som Simon Sinek prædiker. Her på Atcore har vi eksempelvis en pagt, der skal sikre en optimeringskultur baseret på bl.a. videndelen, og som er inspirerende og smittende – også for vores kunder.

Der er noget om det der social proof

Social Proof

Foto: Denice Brun

Jeg har været så smart at tage op i Andesbjergene i regntiden. Det betyder, at stenene er våde og glatte, og de fleste vandringer er smattede og mudrede. Det betyder, at på trods af at have rigelig plads til at gå side om side, går vi på række for at kunne træde i hinandens fodspor. På trods af at disse mennesker har ligeså lidt (hvis ikke mindre) erfaring end mig, er der stadig større sandsynlighed for, at jeg får våde fødder, hvis jeg går mine egne veje. Derfor vælger jeg i stedet at følge efter de andre.

 

Autoritet trumfer – nogle gange

På trods af at gruppen har fundet en ”sikker” rute, er det fristende at følge i guidens fodspor. Han ved jo netop, hvad han laver, og gruppen vælger oftest også at følge ham, hvis han går forrest.

Som undtagelse på denne regel er dog, hvis det ser ud som om guidens rute er ekstra avanceret. Så er det alligevel mere sikkert at følge dem, der har samme niveau som en selv.

Det er altså fint at være en thought leader og vise, at du er den bedste med det, du kan og ved. Bliver dine tanker eller metoder dog for komplekse til at forstå for den almindelige læser, vil denne i stedet følge strømmen og gøre som alle andre.

Man læser først betingelserne når uheldet er ude

Jeg mødte en pige, hvis fod var brækket eller forstuvet. Hun vidste det ikke rigtig, for hun var ikke taget på skadestuen med den. Hun havde nemlig ikke læst sine forsikringsbetingelser inden hun tog afsted, og de viste sig at være så krøllede, at hun fandt det lettere at håbe på det bedste med sin fod.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke har læst mine betingelser. Ikke engang efter at have mødt hende og hørt hendes historie.

Selvom det kan være “smart” for et forsikringsselskab at gøre det besværligt at bruge det, man har betalt for, så bestiller hun næppe forsikring gennem dem igen – og de fleste vil vide, at vi på Atcore tror på retention. Det nytter således ikke noget at gøre det besværligt for kunden, selvom det på den korte bane kan spare dig for nogle penge. På den lange bane mister du din troværdighed og dine loyale kunder.

Om forfatteren

Denice Brun

Head of Marketing

Denice er Atcores Inbound Marketing Manager og blogger om nyheder indenfor online marketing, brugen af sociale medier, discipliner indenfor konverteringsoptimering og retention.
Se profil ›

10 ting 10 dage i bjergene har lært mig om kommunikation
4.76(95.29%) 17 votes

Tags: , ,

Der er lukket for kommentarer.

Følg Atcore


Recommend on Google

Mød Atcore

Atcore er specialiseret i at optimere digitale forretninger. Vi hjælper dig med at få mest muligt trafik til din forretning, sikrer at flere besøgende foretager værdiskabende handlinger, og skaber loyale kunder. Vi er et senior Team med de rette ambitioner og erfaringer, til at skabe en succes sammen med dig!

Mød dit Atcore Team